Introduktion
Bostøtte (socialpædagogisk støtte) er et tilbud til dig, der er fyldt 18 år og har svært ved at klare dagligdagen på grund af:
- Nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer
- Lettere fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller sociale problemer.
- Risiko for at udvikle sådanne problemer.
Tilbuddet om bostøtte er uafhængigt af din boform. Du kan derfor modtage bostøtte, selvom du for eksempel bor hjemme hos dine forældre.
"Mest muligt i eget liv"
Bostøtten gives ud fra princippet om hjælp til selvhjælp og med fokus på dine ressourcer, udviklingsmuligheder og ønsker. Formålet er at støtte dig i at klare dagligdagen og træne dine færdigheder, så du kan blive mere selvhjulpen. Der er fokus på, at du med tiden kan klare dig uden bostøtte.
Støtten tilrettelægges individuelt og fleksibelt, så du får størst muligt ansvar for og indflydelse på dit eget liv. Det betyder, at en bostøttemedarbejder ikke udfører opgaverne for dig, men lærer dig at udføre dem selv.
Bostøtte kan leveres som tidsafgrænsede forløb på op til 6 måneder eller uden fast tidsramme. Bostøtte er dog som udgangspunkt en midlertidig indsats, der ophører, når det konkrete formål med indsatsen er opnået.
I menuen nedenfor kan du læse mere om de forskellige former for bostøtte, der tilbydes i Norddjurs Kommune. Du kan også finde mere information om, hvordan du ansøger om bostøtte, hvad du (for eksempel) kan få støtte til og hvilke kriterier, der gælder.

