Flere hænder giver vind i sejlene på Baunhøj Mølle

Publiceret 11-12-2025

Baunhøj Mølle – Grenaas vartegn og levende kulturinstitution – åbner nu for nye frivillige, der ønsker at blive en del af et meningsfuldt og attraktivt fællesskab, hvor man samles om mølledrift, håndværk, det gode værtskab, kunst og kultur.

Den historiske Baunhøj Mølle fra 1849, der blev genopført i 2005, fungerer i dag både som arbejdende vindmølle og udstillingssted for samtidskunst.

I to årtier er Baunhøj Mølle - i samarbejde med Norddjurs Kommune - blevet drevet af frivillige, der sikrer, at både kulturarv og kunst fortsat har en central plads i Grenaa. Nu åbnes der op for, at nye frivillige kan blive en del af fællesskabet.

“I møllen er der en stærk frivilligånd, og nu er der plads til flere, der har lyst til at løfte kulturarv og samtidskunst i fællesskab. Alle interesserede er velkomne til en prøvegang som frivillig,” udtaler Jesper Staffeldt Pedersen, der fra 1. januar 2026 vil fungere som daglig koordinator og kurator i Baunhøj Mølle.

Tre veje ind i fællesskabet

De frivillige i Baunhøj Mølle fordeler sig i tre grupper: værter, møllersvende og kunstgruppen, hver med egen holdleder og mulighed for at afprøve opgaverne i praksis.

Værterne står blandt andet for at tage imod besøgende ved udstillinger og for at afvikle vielser og andre arrangementer. Møllersvendene driver og formidler møllen og sikrer, at Grenaa fortsat har en af Danmarks sidste fungerende møller.

Kunstgruppen planlægger sammen med kuratoren og Grenaa Kunst- og Musikforening udstillingerne i møllen og udvikler skoletjenesteforløb til kommunens skoleelever.

Holdlederne fremhæver fællesskabet, stoltheden over at holde møllen i gang og muligheden for at komme tæt på kunsten.

Holdleder for værterne, Jette Virkus, fortæller:

“At være vært i Baunhøj Mølle er at skabe gode oplevelser for møllens gæster. Det betyder noget at blive taget godt imod. Her er plads til alle, og vi løfter i flok.”

Holdleder for møllersvendene, mølleren, Lars Ole Rask, fortæller:

“Vi holder Grenaas vartegn i gang – sammen. Her får alle den nødvendige oplæring, og vi støtter hinanden i alt fra mølledrift til formidling.”

Holdleder for kunstgruppen, Hanne Nowack, fortæller: “Kunstgruppen er for dem, der vil lidt tæt på kunsten og som vil være med til at sikre aktuelle og spændende kunstoplevelser i Norddjurs - både for store og små borgere samt turister”.

Trygge rammer og påskønnelse

Norddjurs kommune sætter stor pris på den indsats, de frivillige bidrager med i møllen og anerkender, at uden de frivillige ville Grenaa ikke have den Baunhøj Mølle, vi kender i dag. Derfor er det vigtigt med trygge rammer og påskønnelse.

Jesper Staffeldt Pedersen fortæller:

"Alle frivillige får grundig oplæring og kan altid få hjælp af erfarne kolleger, holdleder eller koordinator, og at der er fleksibilitet i vagtplanen. Indsatsen bliver påskønnet med sociale arrangementer og fælles oplevelser – blandt andet sommerudflugt, julefrokost og eksklusive rundvisninger med de udstillende kunstnere."

Sådan bliver man frivillig

Alle kan blive frivillig i Baunhøj Mølle, hvis man har lyst til at blive del af et fællesskab, og hvis man har en interesse i f.eks. mølleri, værtskab, kunst eller kulturelle arrangementer.

Der er mulighed for få en prøvegang og opleve stemningen, inden man beslutter sig.

Læs mere på www.baunhoej-moelle.dk eller kontakt koordinator Jesper Staffeldt Pedersen ved interesse.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Jesper Staffeldt Pedersen
jsta@norddjurs.dk
20 44 95 72