Stor interesse for grønne trepartsprojekter i Norddjurs Kommune

Publiceret 04-12-2025

Omkring 150 interesserede borgere lagde torsdag den 27. november vejen forbi Rådhuset i Allingåbro. Anledningen var et åbent kontor, hvor Norddjurs Kommune informerede om det fremtidige arbejde i regi af den lokale grønne trepart, særligt med fokus på omlægningen af landbrugsjord i kommunen.

 

Det primære fokus for dagen var udmøntningen af konkrete projekter, hvilken betydning de får for den enkelte jordejer, og hvordan arbejdet kommer til at påvirke specifikke områder.

Norddjurs Kommune havde inviteret alle jordejere, der har arealer i de projekter, der er skitseret i omlægningsplanen, samt andre interesserede borgere og relevante interesseorganisationer. Omlægningsplanen er resultatet af de lokale grønne treparters arbejde for henholdsvis Randers Fjord lokale Trepart og Djursland lokale Trepart inden for kommunens område.

Vådområder og kompensation

Dagen var arrangeret for at give jordejere større viden om, hvad det betyder, hvis man ejer arealer, der indgår i omlægningsplanen. Spørgsmål som: "Hvornår sker der noget?", "Hvad sker der?" og "Hvad skal jeg gøre for at sikre mig, at det ikke sker, uden at jeg ved det?" var dem, der gik igen.

Det er frivilligt at indgå et projekt, og kommunen etablerer ikke et vådområde på ens jorde, før at alle implicerede jordejere er sat grundigt ind i sagerne og har accepteret den valgte løsning.

Der blev også talt meget om kompensationsordninger for jordejerne. Der findes tre muligheder for kompensation i projekterne:

  1. Man kan få en erstatning for det værditab, som ens jord får, hvis projektet udføres.
  2. Man kan vælge at sælge sin jord til projektet.
  3. Man kan få erstatningsjord i stedet for den jord, der indgår i projektet.

Hvad med naboer?

En del borgere, som ikke havde jord inden for selve projektområderne, men som ejede boliger lige udenfor, kom også forbi. Mange spurgte til om projekter kunne give en potentiel hævet grundvandsstand.

Her er budskabet at projekterne ikke må ikke have negative konsekvenser uden for projektområderne. Hvis der er risiko for dette, vil der blive lavet afværgeforanstaltninger, eller projektet vil blive ændret, hvis det ikke er muligt at gennemføre det uden negative følger for de omkringboende.

Der er vigtigt for Norddjurs at det fremtidige arbejdes sker i en åben dialog, og man er altid velkommen til kontakte Plan, Byg og Miljø, hvis man vil vide mere. 

Kontakt

Daniel Elkjær Rasmussen
Miljøsagsbehandler

Kontakt

Søren Kepp Knudsen
Miljøsagsbehandler
Telefon:42439317