Hjertevarme og feststemning for frivillige helte

Publiceret 08-12-2025

Billetter er altid et hit under juletræet – og nu kan du give dig selv og dem, du holder af, en helt særlig oplevelse: en gratis billet til Norddjurs Awards den 23. januar i Pavillonen i Grenaa.

Det bliver en fest, som hylder alle de frivillige kræfter, der gør Norddjurs til et sted, man har lyst til at bo og leve.

Grenaa Amatørteater og Kulturskolens KulturAkademi sørger for underholdningen, så der er lagt op til en aften med både grin og god musik.

Ved Norddjurs Awards uddeles der hvert år otte priser til frivillige ildsjæle, der gør en forskel for andre i kommunen.

De gratis billetter til den store prisfest er netop givet fri, og for kun 30 kroner kan man deltage i hyggelig fællesspisning inden showet.

Klapsalver til hverdagens helte

Sidste gang løb AC Norddjurs med prisen som årets idrætsforening, og det var noget, der gjorde formand Rasmus Holm stolt:

"Det er bevis på, at det vi laver i hverdagen betyder noget, og at vi har mange dygtige trænere og ledere som gør en kæmpe indsats. I deres fritid vel at mærke."

Husk at indstille jubilarer

Foreninger kan desuden stadig nå at melde deres 20- 40- og 50-års jubilarer til at modtage en særlig hæder i form af en buket blomster og et diplom.

Det er der foreløbig 2 foreninger som har gjort i år. Jubilarer skal meldes ind af foreningen selv senest 31. december.

Norddjurs Awards afholdes i Pavillonen i Grenaa fredag den 23. januar 2025 kl. 18:30-21:30. Inden showet kan man være med til fællesspisning for kun 30 kroner.

Du kan læse mere om showet og sikre dig billetter på hjemmesiden: www.norddjurs.dk/awards

Norddjurs Awards afholdes i samarbejde mellem Norddjurs Kommune, Norddjurs Idrætsråd, Norddjurs Fritidsråd, Handicaprådet og Frivilligrådet.

De otte priser

  • Årets Idrætsforening
  • Årets Idrætsleder
  • Årets Sportspræstation
  • Årets Frivillige Leder
  • Årets Frivillige Juniorleder
  • Årets Kulturpris
  • Årets Handicappris
  • Årets Frivilligpris

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Theis Kaas Pedersen, Fritidskonsulent Norddjurs Kommune
thkp@norddjurs.dk
23 47 02 64

Anne Chapion, specialist Norddjurs Kommune
anc@norddjurs.dk
24 67 24 55