Flydende vintagemarked lægger til i Grenaa

Publiceret 03-07-2025

Torsdag d. 10. juli lægger Nationalmuseets smukke træskib, Bonavista, til i Sydhavnen i Grenaa med lasten fuld af vintagetøj i alle størrelser.

Med flere tons vintagetøj ombord besøger Bonavista Sydhavnen i Grenaa på sin tur rundt til 13 havne i det danske sommerland.

”I år er det lykkedes at blive en del af Tøjbyttetogt DK 2025 med Grenaa som eneste anløbshavn på Djursland. Sydhavnen og UngNorddjurs vil gerne bringe liv og opmærksomhed omkring havnemiljøet, ikke mindst blandt unge. Et samarbejde vi vil udbygge fremadrettet for at skabe interesse for maritime aktiviteter og håndværk blandt unge i Norddjurs, bl.a. som en del af UngHavn DK,” udtaler Frank Madsen, viceleder i UngNorddjurs og Nicolai Huse, eventkoordinator i Sydhavnen.

Arresten, Concito, Det Nationale Ungeklimaråd, Djurslands Bank, ReWair og unge fra Tøjbyttetogt DK vil være at finde på Sydhavnen, hvor man vil kunne opleve:

  • Upcycling-stationer, hvor man kan sy tøjet om og reparere
  • Åbent skib, hvor du kan opleve skonnerten, Bonavista
  • Gratis tøjmarked + kaffevogn
  • Workshops for unge om bæredygtighed og aktiv klimahandling lokalpolitisk
  • Maritim Summercamp teaser med beach-stemning og vandaktiviteter

Bonavista åbner dørene til vintagemarked fra klokken 13-16, hvor det vil være muligt at få fingrene i nyt vintagetøj – ligesom man også kan bytte sit gamle tøj til nye klæder – helt gratis.

Efterfølgende vil omkring 30 unge fra UngNorddjurs’ musikcamp, Musikdage Djurs, bl.a. spille på Sydhavnens kaj fra klokken 16-18 - ligesom Kulturakademiet fra Kulturskolen Norddjurs også vil deltage.

Alle – store som små – er velkommen på Sydhavnen Grenaa, torsdag d. 10. juli fra klokken 13-18.