Enslevgården outdoorfest - indvielse af nyt madpakkehus lørdag 14. juni

Publiceret 06-06-2025

Norddjurs Kommune inviterer til åbningsfest lørdag 14. juni kl. 10-13 af Enslevgård-områdets nye samlingspunkt for friluftsliv, fællesskab og naturoplevelser.

I det nye hus kan besøgende fremover komme i udeskole, de sultne kan spise deres madpakke med skøn udsigt, ligesom lystfiskere kan kokkerere fangsten i udekøkkenet. De toilettrængende kan også komme på toilettet, og de faste brugere kan have grej opmagasineret i et depotrum.

”Madpakkehusets muligheder er blevet vendt og drejet, så der er skabt et stærkt kompromis ud fra de mange ønsker og det store engagement. Resultatet er et lækkert outdoorrum med gode adgangsforhold for alle, som vil glæde både skoleklasser, motionister, turister og alle andre, der er ude og nyde naturen,” lyder det stolt fra Allan Gjersbøl Jørgensen, formand Kultur- og Fritidsudvalget Norddjurs Kommune.

Fejres med fest 14. juni

Åbningsfesten bliver en lørdag spækket med sjove og gratis aktiviteter for både store og små. Her kan voksne og større børn både prøve kræfter med stand up padle og kajak på det rolige å-vand, eller hele familien kan aflæse kompasset og tage på orienteringsløb i det smukke landskab omkring området.

For de eventyrlystne venter der spændende Natureventyr og OCR løb, mens de nysgerrige kan lære at fange fisk og signalkrebs i åen. Er man mere til præcision og grin, er der golfsjov med Grenaa Golfklub. Derudover er der bålhygge, bålkaffe, snobrød, pandekager og pølser, hvor alle kan samles omkring flammerne og fejre det nye samlingspunkt i naturen.

”Med det nye madpakkehus kan alle komme ud og nyde naturen, uanset om man går med rollator, barnevogn eller bruger kørestol. Det er sådan, det skal være – alle skal kunne være med. Og med alle de forskellige som bruger området, er der noget for enhver smag,” udtaler Sebastian Halkjær-Grauert, næstformand Kultur- og Fritidsudvalget.

Bærende søjler bevarer historien

Ved nedrivningen af den gamle og nedslidte Enslevgård blev der reddet 26m² teglsten fra facaderne. De oprensede mursten indgår som en synlig del af den nye bygnings fire bærende hjørnesøjler.

Andre detaljer på bygningen har en mere praktisk karakter, f.eks. er der fra starten tænkt udekøkken og depotrum ind, som brugerne har efterspurgt.

Det lokale arkitektfirma Arkikon har tegnet bygningen, og inddraget brugerne i processen. Efter et af dialogmøderne blev det bl.a. besluttet at dreje huset 90 grader, så madpakkegæster får udsigt direkte ned til åen.

Genrejsning af godt område

Enslevgård området har i mange år været et yndet besøgsmål for fritidslivet, turister, foreninger og forskellige kommunale tilbud som sundhedshuset og skole-dagtilbud.

De tidligere gårdbygninger var dog meget nedslidte, nogle steder næsten farlige. Derfor skulle de rives ned. Med den nye facilitetsbygning bliver området igen attraktiv for outdoor-aktiviteter, overnatning, friluftsliv, golf, kano- og bådaktiviteter m.m.

Åbningsfejring af det nye hus er arrangeret af Norddjurs Kommune i samarbejde med OK Djurs, SUP Ohana, Grenaa Kajakklub, FDF Grindhøj, Grenaa Sportsfiskerforening, Grenaa Golfklub, Spartans OCR samt Grenaa Naturskole

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Allan Gjersbøl Jørgensen, fmd. Kultur- og Fritidsudvalget Norddjurs Kommune
29 43 49 44
agj@norddjurs.dk

Sebastian Halkjær-Grauert, næstformand Kultur- og Fritidsudvalget
26 29 79 16
srmg@norddjurs.dk

Theis Kaas Pedersen, Fritidskonsulent Norddjurs Kommune
23 47 02 64
thkp@norddjurs.dk