Borgmester i Norddjurs Kasper Bjerregaard udtaler:
"Som del af Business Region Aarhus er Djursland inde i en stærk udvikling. En national industripark vil få god synergi med virksomheder i den østjyske vækstmotor, og kan sætte turbo på udviklingen, til gavn for hele Danmarks grønne industrielle ambitioner."
Området, som Norddjurs Kommune har ansøgt om at få udpeget, omfatter et areal på 100 hektar. På sigt kan det udvides til i alt 300 hektar, hvis det skønnes nødvendigt.
En stor del af området er allerede udlagt til erhvervsformål i kommuneplanen, herunder til produktionsvirksomheder, og har meget nem adgang til en udbygget infrastruktur med omfartsveje og Grenaa Havn.
“Djursland har en centralt beliggende industrihavn med store grønne ambitioner, hvor omsætningen hvert år slår rekord, men hvor der stadig er ledige erhvervsarealer omkring. Det giver mulighed for at udvikle en national industripark, som både kan trække på havnens fordele og et veletableret netværk af lokale underleverandører til industrien,” fortæller Stinne Thorsen Kvorning, formand for Erhvervsudvalget i Norddjurs Kommune.
Den nationale industripark vil ved Grenaa få placering i en kommune, der i forvejen har arbejdet systematisk med at skabe gode rammer for at drive virksomhed.
På Dansk Industris liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark er Norddjurs sprunget 74 pladser op de sidste fem år, og blev senest rangeret som nummer 13 blandt de knap 100 danske kommuner.
Syddjurs Kommune bakker op om industriparken ved Grenaa, og har lavet en støtteskrivelse som er vedlagt ansøgningen.
Bedre vejbaner har allerede banet vejen
Området omkring Grenaa Havn er godt rustet til at modtage nye virksomheder med tungt logistik- og transportbehov. De seneste år er der gennemført væsentlige forbedringer af omfartsvejene, som er klargjort til mere trafikbelastning og tunge køretøjer.
Etableringen af Nordre Kattegatvej har skabt en direkte forbindelse mellem Grenaa Havn og det overordnede vejnet, og der arbejdes målrettet i Rute 15-komitéen for at sikre endnu bedre tilgængelighed til og fra Grenaa.
Det nationale infrastrukturforlig har desuden udmøntet sig i konkrete vejforbedringer mod Djurslandsmotorvejen, og Business Region Aarhus arbejder for en udvidelse af E45 ved Randers til seks spor – en indsats, der vil styrke forbindelsen til det nationale og internationale motorvejsnet yderligere.
Om industriparkerne
Industriparkerne vil få prioriteret behandling i nationale tilladelsesprocesser, hvilket betyder hurtigere og mere smidig sagsbehandling – både lokalt i kommunen og på nationalt niveau. Det vil give virksomhederne en fordel i forhold til etablering og udvidelse, samtidig med der håbes på at opnå synergieffekter virksomhederne. Folketinget forventes at træffe beslutning om placeringen af industriparkerne inden årets udgang,
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Henrik Scharling Bernberg, Chef for plan, byg og miljø Norddjurs Kommune
hesb@norddjurs.dk
40 13 45 40

