Kattegatalliancen styrkes med klimaindsats

Publiceret 06-03-2025

Styrket indsats indenfor klima er eksempel på revideringen af handleplanen mellem Norddjurs Kommune og Halmstads Kommun. En handleplan, der er central i partnerskabsaftalen – Kattegatalliancen – mellem de to kommuner.

En revideret udgave af handleplanen i forbindelse med partnerskabsaftalen mellem Norddjurs Kommune og Halmstads Kommun blev i starten af februar underskrevet af de to borgmestre Kasper Bjerregaard og Stefan Pålsson.

Den reviderede udgave er et resultat af en inddragende proces, hvor en bred kreds af medarbejdere og samarbejdspartnere fra begge sider af Kattegat deltog i et seminar i Grenaa den 21.-22. oktober.

I den nye udgave af handleplanen introduceres klima som et nyt indsatsområde. Stigende vandstande og oversvømmelser af kystnære byområder er en udfordring for både Norddjurs og Halmstad Kommun, som begge er beliggende ved Kattegat.

I Halmstad Kommun er der for Norddjurs inspiration at hente, idet man her er kommet længere med klimasikring bl.a. i relation til nybyggeri. 

Handleplanens styrkede klimaindsats kommer som et resultat af oplæg og dialog i en bred kreds af deltagere, som bl.a. tæller klimakoordinatorer og medarbejdere inden for landdistrikter, turisme og erhverv fra begge kommuner.

Deltagerne arbejdede med temaerne: Turisme, Erhverv og havneudvikling, Uddannelse samt Klima og grøn omstilling på seminaret. Det er nemlig inden for de områder, man med partnerskabsaftalen vil udnytte potentialet for vækst i Kattegatregionen centreret omkring den fælles færgeforbindelse Grenaa-Halmstad.

Indsatsområderne vil derudover være på dagsordenen, når alle politikere og den administrative ledelse fra Halmstad Kommun i starten af maj besøger Norddjurs Kommune for at indgå konkrete aftaler om bl.a. klimaområdet herunder håndtering af oversvømmelser.