Puljen er åben frem til 1. maj, og den kan hjælpe med at tage næste skridt op på sejrsskamlen.
Grenaa Svømmeklub har tidligere fået del i talentudviklingsmidlerne, og sammen med en dygtig cheftræner har det gjort en kæmpe forskel.
Pengene har de blandt andet brugt på at købe træningstider udover de almindelige foreningstider, der anvises fra kommunens side.
"Før havde vi ikke nogen svømmere, der deltog i nationale (DM) stævner, nu har vi 3-4 svømmere med. Det er en voldsom og fantastisk flot udvikling," fortæller Daniél Llobel, formand Grenaa Svømmeklub og uddyber:
"Det ville have været helt og aldeles umuligt, hvis træningsmulighederne var begrænset til 34 uger. For det ville groft sagt betyde, at man ikke træner i 1/3 del af året - og det betyder, at alle andre svømmere fra andre dele af landet, som ikke er underlagt disse begrænsninger, simpelthen udvikler sig i et helt andet tempo."
Talentudviklingspuljen støtter udvikling af talenter i alderen 8 til 25 år.
Støtten kan bl.a. bruges på udvidelse af sæsonen, dygtige instruktører og trænere udefra, kurser til egne instruktører, stævneomkostninger, udstyr og meget andet.
Pengene må ikke bruges til almindelige driftsudgifter og aktivitetsudgifter i forbindelse med breddearbejde.
Mange på banen med høje forventninger
Puljens 100.000 kroner uddeles af Norddjurs Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, og formandskabet håber midlerne kan være med til at hæve barren flere steder:
"Vores mål er at styrke lokale talentudviklingsmiljøer, hvor udøverne allerede befinder sig. Derfor håber udvalget at alle hold og individuelle atleter med ambitioner vil melde sig på banen og få hjælp til at nå næste niveau," lyder det fra udvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen.
Næstformand Sebastian Halkjær-Grauert supplerer:
"Vi vil gerne inspirere unge til at turde tænke stort om dem selv, og hjælpe dem til at få mest ud af deres talent. Derfor håber vi, at alle foreninger med unge talenter vil gribe muligheden og sende en puljeansøgning afsted."
Der skal minimum søges om 20.000 kroner.
Læs mere om talentudviklingspuljen på Norddjurs Kommunes hjemmeside
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Theis Kaas Pedersen, idrætskonsulent Norddjurs Kommune
thkp@norddjurs.dk
23 47 02 64
Allan Gjersbøl Jørgensen, formand Kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs Kommune.
agj@norddjurs.dk
29 43 49 44
Sebastian Halkjær-Grauert, næstformand Kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs Kommune.
srmg@norddjurs.dk
26 29 79 16

