Rute 15 til debat med folketingspolitikere

Publiceret 04-09-2025

Borgmestrene fra Norddjurs og Syddjurs Kommune har holdt møde med Folketingets Transportudvalg, og budskabet er klart: Der er brug for en udvidelse af rute 15 nu.

Vedlagte foto må anvendes til redaktionel omtale. Foto: Norddjurs Kommune

På Djursland er 2+1 ikke et simpelt regnestykke fra en matematikbog i første klasse. Det er derimod opskriften på fremtidens rute 15, der gerne skal udvides, så vejen får to plus ét spor i skiftevis den ene og den anden retning hele vejen til Grenaa. Det fastslår de to borgmesterkolleger fra henholdsvis Norddjurs og Syddjurs Kommuner, Kasper Bjerregaard og Michael Stegger Jensen.  

"Infrastrukturen er altafgørende for os. Den manglende fremkommelighed bremser væksten på Djursland, og der er et massive ønske på hele Djursland om en opgradering af rute 15," siger Kasper Bjerregaard.

Sammen med Michael Stegger Jensen, sætter han ord på de konsekvenser, den pressede infrastruktur har: Manglende investeringer i virksomhederne, udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, vigende bosætning samt spildtid og miljøbelastninger, når både lastbiler og personbiler må holde i kø samt bremse unødigt op på turen til og fra Grenaa.

Stærke eksempler

For at høre om konsekvenserne direkte fra virksomhederne, var topchefer fra tre af de største virksomheder i Grenaa også inviteret med: Søren Busk, Senior Vice President fra Terma Aerostructures, Mette Staal, Cluster Creative Lead fra DS Smith samt Plant Manager Gert Fogh fra Lallemand/De Danske Gærfabrikker.

Alle tre virksomheder oplever udfordringerne på tæt hold:

"Vi har for nylig slået to identiske stillinger op i Terma. Én med base i Lystrup og den anden i Grenaa. Til stillingen i Lystrup kom der markant flere ansøgninger end i Grenaa. Det siger noget om, hvor svært det er at trække folk herud. Og vi har altså brug for dem, for ellers kan vi ikke udvikle de produkter og programmer som Forsvaret har brug for," fastslog Søren Busk fra Terma.

Mette Staal fra DS Smith medbragte et regnestykke, der viser at det årligt koster virksomheden godt 3 mio. kroner, at transporttiden er længere, end den ville være med en mere fremkommelig rute 15. Og Gert Fogh fra Lallemand frygter, at det bliver endnu sværere at trække de unge, dygtige ingeniører til, som virksomheden er helt afhængig af.

"Ifølge vores prognoser sender vi flere lastbiler på vejen de kommende år, ligesom vi også skal være flere medarbejdere, så jeg ser gerne, at rute 15 bliver udbygget hellere i dag end i morgen," siger han.

Argumenter gjorde indtryk

Delegationen holdt også møde med Aarhus Lufthavn samt Grenaa Havn, der lagde lokaler til det politiske møde. Og efter debat og frokost kørte alle mod Rønde for at høre om Fremtidsparken, der er et nyt stort erhvervsområde lige op ad netop rute 15.

Formand for Transportudvalget, Rasmus Horn Langhoff (S), kvitterede positivt for dagen:

"Der blev fremført nogle rigtigt gode argumenter, og jeg tager hjem med et klart og tydeligt budskab om, at vi skal kigge på rute 15. Det gør indtryk på mig, og det vil jeg bringe videre til regeringen. Jeg er glad for, at vi valgte at bruge dagen på Djursland."

Yderligere oplysninger fås hos:

Vivian A. Voldgaard
Kommunikationsrådgiver, Norddjurs Kommune
Mail: vivo@norddjurs.dk
Mobil: 21 29 79 94