Vandingssteder langs vandløb til f.eks. kreaturer kan være særdeles uhensigtsmæssige for vandløbets tilstand, hvis kreaturernes nedtrampning af skråninger og brinker medfører tilførsel af sand og jord til vandløbet.
Endvidere kan erosionen af vandløbsbrinken gøre vandløbet bredere, hvilket vil medføre en lavere vandhastighed og en ændring af bundsubstratet hen imod et finere substrat, som oftest vil bestå af sand og fint organisk materiale. Ved nogle vandingssteder kan man tydeligt se meget store huller i marken, hvor en stor del af jordmaterialet er forsvundet ud i vandløbet. Udskridning af jord og sand er et væsentligt problem for både miljøtilstanden og vandføringsevnen i mange vandløb.
Efter vandløbslovens § 29 har vandløbsmyndigheden (dvs. Norddjurs Kommune) hjemmel til at påbyde bredejer at anbringe og vedligeholde forsvarligt hegn, og at vandingssteder skal graves uden for vandløbets profil og frahegnes dette. Dette minimerer risikoen for udskridning af brinkmateriale til vandløbet.
Har du græssende husdyr på en mark, som støder op til et vandløb, skal vandløbet sikres mod nedtrampning. Vandløbet sikres ved at sætte hegn langs med og som regel 1 (én) meter fra vandløbsprofilens øverste kant.
